Af coach og forfatter Inge Madsen

Når vi vil ændre noget i vores liv, kræver det fokus/ bevidsthed. Bevidsthed om hvad det er vi vil, og hvordan vi har tænkt os at nå derhen – altså en plan. OG viden om en pudsig tredje faktor: Vores hjerne er skabt til at hjælpe os til at nå det, vi vil. Den er altså IKKE skabt til at hjælpe os med vores ”IKKE ønsker” – altså det, vi ikke vil!
Det kræver et eksempel: Hvis du fx siger til dig selv, at du vil tabe dig ved IKKE at spise kager eller slik, vil din hjerne hjælpe dig til det, den opfatter du vil – fjern ”IKKE” og se, hvad der sker!
Det er derfor, at vi pludselig ser kager og slik alle vegne. Netop når vi har lovet os selv, at vi ikke vil røre kager og slik, ser vi det alle vegne – og det virker nærmest som om, at alle dem vi omgås ikke tænker på andet, end kager og slik. For ikke at tale om en tur i supermarkedet, hvor det næsten føles som at løbe spidsrod mellem slik og kager.

Hvad gør jeg?
Du vender simpelthen dine tanker til det, du ønsker. Hvis du vil undlade at gøre noget, så vælg den positive modpol. Altså i stedet for at det handler om IKKE at spise kager og slik, så lad det fx handle om at leve sundere, leve længere – eller bare at få det bedre. Du kunne fx sige fremover vil jeg leve sundt i hverdagene/ spise grønsager hver dag osv.
Det gør ikke noget, at du starter med at finde ud af, hvad det er, du ikke vil, MEN du skal huske at omformuleret det til det, du vil. Du kan endda pirre din nysgerrighed ved at sige til dig selv, at du vil finde ud af alle de positive ting, der er ved fx at løbe eller spise sundt. På den måde vender du dit fokus mod det positive, samtidig med at du inspirerer og motiverer dig selv til at holde fast.

Ups! Jeg faldt i
OK du faldt i! Men det behøver jo ikke være det samme som at give op! Tværtimod. At du falder i viser jo bare, at der er noget, du mangler at vurdere eller tænke over, og at den ændring du har sat dig måske kræver lidt mere arbejde eller fokus, end du troede.
Så i stedet for selvbebrejdelser og opgivende attituder, så tænk over hvad var det, der fik dig til at falde i? Var det noget der skete, eller noget du gjorde eller tænkte, som udløste en trang, der var så stærk, at du overbeviste dig om, at du var nødt til at bryde dit løfte til dig selv? Når du ved, hvad det var der gjorde, at du faldt i, er det lettere at undgå næste gang. Du er simpelthen blevet mere bevidst om, hvad du skal passe på.

Åbn munden!
Når vi falder i, handler det ofte om følelser. Og rigtig ofte handler det om følelsen af ”ikke at blive set” eller ”manglende anerkendelse”. Både derhjemme og på jobbet. Når vi ikke får den anerkendelse vi føler, vi har fortjent, er der risiko for at vores ”så-kan-det-også-være-lige-meget-autopilot” træder til, og vi bryder vores løfte for at trøste os selv.
Så hvad var det, du manglede, da du faldt i? Hvordan kan du erstatte ”din sutteklud” med noget, der er hensigtsmæssigt og støttende for dig – også på længere sigt?

Op på hesten!
Et godt tip til at få den anerkendelse, man har brug for er: Bed om det! Direkte eller indirekte. Det har taget mig det meste af et liv virkelig at erkende, at andre ikke har den krystalkugle, der gør, at de kan læse mine tanker og behov. Måske har du det på samme måde. Det handler jo ikke om, at vi er dumme, men om at det jo er så tydeligt – for os hver især -, hvad vi har behov for, at vi tænker, at det næsten er bøjet i neon. Men tro mig – sådan ser andre det som regel ikke. Så bed om den anerkendelse, du ønsker. Har du lagt vasketøjet sammen, og ægtefællen ikke opdager det, så sig. ”Jeg lagde for resten lige vasketøjet samme og på plads i skabet. Så er vi fri for at tænke på det nu, ikke? Hvem kan svare nej til det?

Og hvis det er dig, der altid rydder op og fjerner kaffekopperne efter mødet på jobbet, så sig, at nu trænger du til en afløser – og hvem der vil tage opgaven. Måske finder du ikke en afløser, men lur mig om ikke du får sat fokus på, at du rent faktisk gør noget, alle er glade for.

For øvrigt er det som om, vi alle sammen hellere anerkender personer, der selv er gode til at anerkende andre. Så anerkend – og du vil blive anerkendt, kunne måske også være et godt tip.

Men, er du faldet i – så hop op på hesten igen, for selvfølgelig kan du skabe den forandring, du ønsker. Faktisk er du den eneste, der kan!
God arbejdslyst.