Artikel i Helse juni 2013 – Med små skridt

 

Artikel Helse juni 2013.JPG-for-web-normal Artikel Helse juni 2013 side 2.JPG-for-web-normal

Bliv bedre med små skridt
Vi er storforbrugere af diagnoser, og det er egentlig fint nok, for det er godt at vide, hvor de svage led i kæden er. Problemet opstår, hvis man lader diagnosen være en parkeringsplads.
Af Inge Madsen coach og forfatter

PTSD, depression, stress og så videre. Alt sammen diagnoser der kræver noget – også af sin ejermand. Og det er lige her, der ofte opstår et problem. Mange tænker, at nu har de fået en diagnose, en forklaring på hvorfor de har det, som de har – og så klarer medicinalindustrien resten. Der ikke mere at gøre – tror de. Men det er der jo. Masser!
Hvad hvis nu ændringer i tankegang, kost eller motionsvaner kunne sætte gang i en selvforstærkende proces, der ville gøre symptomerne svagere – eller måske få dem til helt at forsvinde? Hvad hvis nu den øgede tro på projektet undervejs hjælper til at fastholde motivationen og derved forstærker processen?
Tilbage til parkeringspladsen
Jeg føler med mennesker, der er ramt af depression, for jeg ved fra mig selv, hvor forfærdelig og omsiggribende en depression er. Hvordan den æder af ens liv – og hjerne. Og jeg ved også, at det kræver sin kvinde (og mand) at komme tilbage til livet. Men det er muligt. Det er vi mange, der er beviser på.
Det er så let at lade være med at gøre noget, for man har hverken energi eller fantasi til at gøre noget overhovedet. Og det har intet at gøre med at tage sig sammen. Men vi må acceptere, at der skal en forandring til for at ændre tingenes tilstand. Hvordan skal der ske forandring, hvis vi bliver ved med at gøre det samme?
Med små skridt
Hvor stor forandringen skal være, er op til den enkelte. Vi forventer ofte, at vi kan gå fra ingenting til alting. Det er umuligt, og en tanke som denne medfører sandsynligvis, at man aldrig kommer i gang, fordi det er for meget, for uoverskueligt.
Vi må acceptere, at udviklingen kommer til at gå med små skridt. Hvor små, er et individuelt spørgsmål. Var du for eksempel ikke ude at gå en tur i går, men i dag tager overtøj på og stiller dig udenfor, har du gjort fremskridt. Sæt et lillebitte mål – og nå det og ros dig selv, for nu er du i gang. Begynder du oven i købet at gå måske fem minutter, har du gjort endnu større fremskridt.
Hvor er dit fokus?
Er dit fokus på, at det går langsomt? Eller er dit fokus på, at det går fremad, at i dag er bedre end i går?
For selvom, det godt kan gå langsomt, så ret dit fokus på det positive. Dét, du gør bedre og bedre. Måske tager det dig fjorten dage at komme til at gå i ti minutter. Men pyt med det, for det er en forandring til det bedre. Sætter du dit fokus på, at det går langsomt, finder du næppe glæden over dine fremskridt – og det er jo dit bevis for, at det går i den rigtige retning. Gør du intet, sidder du stadig i sofaen!
Efter en periode bliver du måske i stand til at gå i tyve minutter – fordi du accepterede, at det var helt ok, at det gik ekstremt langsomt. Din accept betyder også, at det bliver lettere for dig at komme i gang med flere positive forandringer. Det er jo DIG, der bestemmer, hvad den skal indeholde, og det er DIG, der bestemmer, hvor stor udfordringen skal være. Dig og ingen andre.
Med hjernen i gips
Hvis du var maratonløber og i rigtig god form, men lige havde brækket et ben. Tror du, nogen ville forvente, at du skulle være i stand til at løbe eller gå en tur. Nej vel? Heller ikke dig selv! Benet er jo i gips! Når du har en depression eller er gået ned med stress, er din hjerne altså også i ”gips”. Den fungerer ganske enkelt ikke, som den plejer. Nogle systemer synes at være sat helt ud af drift, og andre kører på nødblus.
Når maratonløberen efter flere uger får gipsen af og skal i gang igen, er det ikke et maraton, der er lagt ind i programmet fra begyndelsen, for benet skal først genoptrænes.
Sådan er det også med psykiske lidelser. Vi er nødt til at acceptere, at det går langsomt. Men det er trods alt bedre, at det går langsomt, end at være parkeret på en parkeringsplads for resten af livet.
Så brug din diagnose til at finde ud af, hvordan du bedst passer på dig selv. Hvad det er, du selv kan gøre for at imødegå din diagnose. Få al den hjælp du kan, tal med dine venner, familie, læge, psykiater, psykolog og coach. Lyt og vælg det, du synes motiverer dig til fortsat udvikling.
Diabetikere er nødt til at tænke på, hvad de putter i munden hver eneste dag, året rundt. Måske er du nødt til at vurdere, hvor meget du kan magte, når du også skal tage hensyn til dig selv?
HUSK!
Når du sætter dig et mål, og når det – uanset hvor lille et mål, du synes, det er – skaber du en forandring

Tre relevante spørgsmål
1. Vil du parkere dig selv for resten af livet, eller vil du satse energi på at gøre dit til, at du får det bedre?

2. Hvad kan du mere gøre for at mildne symptomerne fra din diagnose?

3. Hvilke ændringer kan og vil du foretage dig i din hverdag, der vil gavne dit helbred generelt? (Sundere kost, mere motion og frisk luft, mere eller bedre søvn, mindre alkohol og færre tilsætningsstoffer, tale med venner og fagpersoner osv.)

Yderligere information:
Inge Madsen coach og forfatter til bogen Med Små Skridt – en håndbog om depression og stress
Tlf. 2613 5375
Mail: kontakt@ingemadsen.dk
Se evt. mere på www.ingemadsen.dk

Hvad betyder kronisk?
Kronisk betyder uhelbredeligt eller langvarigt. Kronisk er modsætningen til akut. Hvornår en tilstand vurderes som ”langvarig”, afhænger af tilstanden. Eksempelvis betegnes diarré som har varet mere end to uger som kronisk, mens man skal have haft smerter i mere end seks måneder, for at de betegnes som kroniske. En del kroniske tilstande bliver således helbredt.

Inge Madsen

Inge Madsen

Coach, stresscoach, workshop's, kurser & foredrag.
(klik på mit navn og se mere om min baggrund)
Inge Madsen

Latest posts by Inge Madsen (see all)