Med Små Skridt

Med Sma Skridt forside

 

Med Små Skridt  – en håndbog om depression og stress med forord af Poul Videbech.

Forfatter:  Inge Madsen

Se anmeldelser af bogen nederst på siden.

Føler du at din energi og din livsglæde er væk,
så er du en af dem, jeg har skrevet bogen til.

Bogen er udgivet af Forlaget Frydenlund (352 sider + indlagt cd) og har tre dele:

Del 1: Set indefra
Handler om 12 vidt forskellige mennesker, der gik ned med stress eller fik en depression: Hvorfor de blev syge, hvordan de oplevede sygdommen og hvad hjalp dem til at blive raske.

Del 2: Set fra en medicinsk vinkel
Her er det lægevidenskaben*, der udtaler sig: Årsager til sygdommene, symptomer og behandlingformer.
Det er også her du kan teste dig selv for stress og/eller depression.

Del 3: Se fremad
Handler om det, du selv kan gøre for at blive rask,
hvordan du mindsker stress i hverdagen,
og hvordan du forebygger stress og depression,
og hvad du kan gøre, når du ikke kan se en ende på problemerne.

Cd
med bogen følger også en cd med to afslapningsøvelser, en visualiserings-øvelse og en guidet meditation.

* Poul Videbech, professor, ledende overlæge, Center for Psykiatrisk Forskning og Bo Netterstrøm, speciallæge i arbejdsmedicin og stressforsker.

Anmeldelser:

En bog der skal ligge fremme

Af Johanne Bratbo, projektleder
– projekt afstigmatisering af psykiske lidelser og publiceret i bladet Socialpsykiatri, januar 2011

Depression har udviklet sig til en folkesygdom, og langvarig stress er en udløsende årsag hos mange. Det øger behovet for at kunne søge information og få ideer til, hvordan man kommer sig og selv kan bidrage til sin bedring undervejs.

Inspirationskilden til bogen er forfatterens egne oplevelser med en depression. Hun beskriver selv sin motivation for at skrive bogen således: ”Jeg ville ønske, at jeg havde haft en introduktion til, hvad det vil sige at have fået en depression, hvordan det føltes, og hvordan jeg kunne finde tilbage til livet igen, samlet i én bog. Så behøvede jeg kun at kigge ét sted, indtil jeg havde lyst og energi til mere.” (s.13) Før sin depression havde hun i mere end 20 år arbejdet med kommunikation og markedsføring. I dag, hvor hun er kommet sig, er hun selvstændig coach og underviser.

Bogens titel, ”Med små skridt”, er kendetegnende for tankegangen og den pædagogiske forståelse, som gennemsyrer hele bogen. Bogen har tre hoveddele. Del 1 – Set indefra – med personlige og respektfulde fortællinger fra 12 personer med forskellig baggrund, job og uddannelse, om deres oplevelser med belastende stress, før depressionen slår igennem, hvordan de har det undervejs, og hvad der hjalp dem til at få det bedre.

I del 2 – Set fra en medicinsk vinkel – får man en faglig og letlæselig gennemgang af viden om sammenhæng mellem stress og depression og forskellige behandlingsmuligheder, fortalt af speciallæge i arbejdsmedicin dr. med. Bo Netterstrøm og psykiater, dr. med. Poul Videbech. Del 3 – Se fremad koncentrerer sig om forskellige metoder, som den enkelte kan bruge for at fremme egen bedring – fra meditation til motion og ernæring. Med bogen følger også en cd med afslapnings- og visualiseringsøvelser.

Bogen kan varmt anbefales ikke bare til personer eller pårørende, som har depression inde på livet, men i høj grad også til personale i såvel psykiatrien som socialpsykiatrien. Den favner bredt, men sproget er lettilgængeligt – og tonen er udogmatisk og afstigmatiserende hele vejen igennem. Det gælder også for del 2, hvor der er fokus på symptomer og hjernens funktion under en depression. Her understreges det, at ”Smerten og lidelsen og det, som depressionen betyder for vedkommendes forhold til andre mennesker … vil aldrig kunne reduceres til biokemiske processer.” (s. 193)

De 12 vendepunktsfortællinger giver anledning til eftertanke. Med de forskellige udgangspunkter er der identifikationsmuligheder for de fleste af os – uanset om man er bruger, pårørende eller personale. De afslører hvor vigtigt det kan være, at man selv og omgivelserne reagerer på stress og tegn på udbrændthed, før det er for sent. En virksomhedskonsulent, Henrik, beretter fx om, hvordan han i perioder, hvor det gik rigtig stærkt på arbejdet, kunne stå og tude under bruseren om morgenen, inden han skulle af sted, og alligevel blive ved med at presse sig selv, indtil filmen knækker.

Helene, som er sundhedsplejerske, bliver først rigtig klar over, hvor skidt hun har det, da hun registrerer, at hun er blevet helt ligeglad med ”alle de der mødre og deres åndsvage problemer”. Eller Sara, der er oversygeplejerske og belastes ekstra af manglende personale og nedskæringer, fordi hun ikke evner at sige fra og møder berøringsangst hos kollegerne. Bedre bliver det ikke af, at hendes mand skammer sig over, at hun er psykisk syg. Fortællingerne bærer alle håbet og troen på, at det er muligt at komme sig, og at bedring både handler om egen mestring, relevant behandling, men i høj grad også af omgivelsernes forståelse og parathed til at støtte undervejs i processen.

Anskaf bogen, og lad den ligge fremme til inspiration. Den kan tages i små eller store bidder alt efter overskuddet og formålet med læsningen – om ikke andet kan fortællingerne i starten være historier til oplæsning og fælles refleksion.

Med Små Skridt
anmeldelse af : Poul Videbech, professor, ledende overlæge, Center for Psykiatrisk Forskning

Psykiske sygdomme som depression er tabubelagte og omgærdet med skyld og skam. Det forøger den depressionsramtes lidelse og forhindrer hende i at få hjælp.

Derfor er det så vigtigt, når modige mennesker står frem og fortæller deres historie, så andre kan finde inspiration og håb i det.

Samtidigt er det svært at afgrænse depression fra mildere tilstande som fx stress – både for patienter, læger og psykologer.

Bogen forklarer tilstandene og behandlingsmulighederne set fra eksperternes synspunkt på en let forståelig måde. Dermed giver den håb til de, der pga. depressionen, ellers har svært ved at føle noget håb.

Bogen er desuden fyldt med god råd og erfaringer om, hvad man selv kan gøre som depressionsramt eller som pårørende.

Af disse grunde er denne bog så vigtig.

Lektør Ellen Lind Jensen
DBC (tidligere Dansk BiblioteksCenter)
Fin og anvendelig brugsbog om stress og depression, der vil kunne læses bredt af ramte og deres pårørende, som her vil kunne finde støtte og inspiration.

“Fra min indbakke”:
Jeg har med stor begejstring læst din fremragende bog.
For en gangs skyld er der nu en bog, der er
skrevet i et let forståeligt sprog, så alle kan forstå budskabet.
Det er sådan en bog, der har manglet længe.
Mange hilsner fra Annette Selvig

Jeg læste bogen, fordi jeg har haft nogle medarbejdere som er gået ned med stress. Bogen har givet mig et godt indblik i hvad stress egentligt er. Så ser jeg også bogen som en konkret værktøj for dem som allerede er havnet i spiralen, og kan have behov for en hjælpende hånd. Bogen er absolut en fantastisk suplement til hjælp, og den er nem og lige til at gå til.
Hilsen Mons Bransholm Poulsen

Inge Madsen

Inge Madsen

Coach, stresscoach, workshop's, kurser & foredrag.
(klik på mit navn og se mere om min baggrund)
Inge Madsen

Latest posts by Inge Madsen (see all)